Udgangspunktet for tilgangen til flermedialitet var interessen samt erfaring med web på brugerniveau.
Jeg havde i tre år skrevet artikler til tryk på en lokalavis. Dog lagde jeg også artiklerne ud på avisens website og brugte derudover nettet til research og e-mail.
Min force er, at jeg har let ved at udforske og bruge de nye muligheder på brugerniveau.
Klubbens website droppet som idé
Før gastebørsen blev til som idé undervejs på modul 2 i nærværende projektforløb, gik tankerne mere i retning af at optimere kommunikationen mellem sejlerne i egen klub. Blandt andet havde klubbens webmaster opfordret medlemmerne til at skrive tekst til klubbens hjemmeside.
Men som relativt ny sejler føler man ikke tyngde nok til at kommunikere ind - på skrift! - i en klub med meget erfarne medlemmer.
Derfor var bloggen for mig et mere naturlig redskab - uformelt, og med plads til løst og fast. Jeg ville altså ikke (dengang) skrive indlæg som menigt medlem af ØSF på www.oesf.dk.
Kritisk masse
Dertil kommer det forbehold, at det er svært at opnå en kritisk masse til en effektiv gastebørs ud af en mængde på 800 klubmedlemmer (ØSF), hvoraf en del givetvis slet ikke anvender internet.
Idéen blev derfor et meta-site omkring havnen (dejligt frit - krævede ikke klubbestyrelsens tilladelse!), og ét, der kan opfylde et reelt behov: At flest mulige deler sejlads sammen.
Næste barriere
Næste barriere var, at jeg som blogger erfarede det samme som klubben og de andre sejlerfora - at det er én selv, der driver kommunikationen, og at brugerne højst er læsere (det er jo også en kvalitet, men ikke nok i dette tilfælde).
At sagen forholder sig således er også i orden, da det er mig der har påtaget mig kommunikationsopgaven, og derfor også mig, der har ansvaret for at bære den igennem.
Hyperlokalt stof
Læserne har rost mine indlæg på Whiskeys Venner - de synes det er sjovt at læse om os og om hinanden. Der er tale om hyperlokalt petit- og navnestof. Stof som ellers ikke anses for karrierefremmende i de store mediehuse.
Men stof, som er populært, netop fordi kontakten, det vil sige bestyrkelsen af fællesskabet, er klæbemidlet. Indholdet er knap så væsentligt - det væsentlige er trods alt de fysiske oplevelser sammen i havnen og på søen.
Portaler agterudsejles
Responsen viser, at det er muligt at oprette en blog og få opmærksomhed derpå i netværket.
Og dermed er jeg godt i gang med at agterudsejle de afsenderorienterede sejlerportaler såsom www.layline.dk og www.danskebaadejere.dk - omtale af problemerne ved de to sejlerportaler kan læses på www.kommunikationsforum.dk/Morten-Terf-Andersen/blog.
Det kan lade sig gøre!
Jeg har lært, at Svanesejlere kan bæres igennem som idé, hvis man er villig til at møde brugerne i øjenhøjde, og hvis man er villig til at være generøs og rummelig. Brugerne er klogere end jeg, men deler ikke nødvendigvis min præference for professionel kommunikation og social web. De vil gerne være aktive på deres måde. Og det baner jeg mulighed for med Svanesejlere.
torsdag den 31. maj 2007
Processen - det har jeg lært undervejs
Etiketter:
brugerne,
Eksamensprojekt,
hyperlokalt stof,
Svanesejlere,
øjenhøjde
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar