tirsdag den 12. juni 2007

Leif Sørensen, 61 år, persona/brugerprofil for Svanesejlere

Stamdata
Leif Sørensen, f. 1946. Fraskilt og single. Bor i en 2-værelses lejlighed i Vanløse (København). Hans datter er 34 år gammel og hedder Tanja. Børnebørnene hedder Freja og Caroline og er 7 og 5 år gamle ("pragtfulde tøser", nævner han). Leif har mobiltelefon, og ingen fastnettelefon. Han er på efterløn.

Uddannelse
bachelor i dansk fra Københavns Universitet. Derudover: Hf’er, merkonom i marketing samt handelsmedhjælper.

Job
(Det ældste nævnt først): Handelsmedhjælper på et engroskontor.
Tekstforfatter på Teknisk Forlag og forlaget Sabroe.
Konsulent i Letraset (ansvar for salg på hele Sjælland).
Marketingchef i den grafiske branche.
Selvstændig med egen lædervareforretning i seks år på Østerbrogade i København.
Restaurering af gamle møbler (autodidakt).

Hverdag
Leif sover til han vågner, typisk omkring kl. 9-10. Han drikker morgenkaffe og læser de budbragte gratisaviser. Så tænder han for Pc’en i stuen og bruger derpå det meste af dagen foran skærmen – enten er han i gang med at spille kort på et bridgeprogram eller også er han på nettet for at søge information (f.eks. om vejret) eller han skriver mails.

Frokosten kan han godt finde på at springe over. Men aftensmad tilbereder han og spiser hjemme - f.eks. en færdigret.

En god hverdag
Om foråret er han eksamensvagt i dagtimerne på et voksenuddannelsescenter på Frederiksberg for at tjene lidt ekstra til sit tre ugers sommertogt med båden.

2 eftermiddage om ugen træner han bridge (fysiske møder) med sin faste makker (Jens) gennem mange år, og 1 aften om ugen konkurrerer de mod andre bridgepar (ligeledes fysisk tilstedeværelse).

Leif og Jens er netop blevet nr. 2 en sådan aften, fremgår det af en liste på nettet. Præmien er en flaske vin til 30 kr. – spillene tager ca. 4 timer i alt.

Når Leif har vundet i bridge, er der tale om ”en god hverdag” – i hvert fald om vinteren.

Om sommeren sejler han, og dér er ”en god hverdag” lig med en sommerdag, hvor han er i sin sejlbåd (en Maxi 77 kaldet Woodstock) på havet.

At sejle er vigtigt
At sejle er både vigtigt og sjovt for Leif, fordi det er en fritidsaktivitet, der kombinerer natur og frihed med dét, at sætte sig et mål og nå det (komme sikkert i havn).

Der er også tryghed forbundet med at sejle, da han er en erfaren skipper, der har sejlet siden barndommen (hjemmebygget optimistjolle), og i øvrigt er lærer i sejlerskolen.

Mest sejler han i Øresund nær Svanemøllehavnen. Men hvert år tager han også et større sommertogt på ca. 3 uger udenlands med sin bådfæller.

I sommeren 2006 sejlede han f.eks. via Bornholm til Litauen og Polen med forskellige gaster samt med sin fætter (gymnasielærer) og en 3. fyr (folkeskolelærer), som deles ligeligt om båden. Det var en dejlig tur, som han siden skrev om i klubbladet Koøjet.

Sejladsen giver ham mulighed for at opleve nye lande og kulturforskelle – og så er det billigt at sejle, hvilket passer ham godt som efterlønner. Han lægger heller ikke skjul på, at han er glad for sine kvindelige gaster, som kan lave ordentlig mad. Til gengæld vasker han gerne op.

Medievaner
Leif bruger 3 timer dagligt på internet.

Især besøger han: Dansk Bridgeforbund, DMI, nyheder og sider med brugtbåde (det sidste fordi de overvejer at købe en større båd).

Derudover spiller han bridge på det amerikansk udviklede bridgeprogram Baron ca. 2 timer dagligt på sin pc.Han sms’er ikke meget i hverdagen, måske højst 10 minutter dagligt. Mest sms’er han, når han sejler udenlands og sender elektronisk nyt om status for togtet hjem til venner og familie.

Han har intet avisabonnement (det er for dyrt for ham), så han tager nyhederne fra nettet, gerne fra DR, og fra gratisaviserne 24timer og Dato samt fra de 2 lokalaviser i Vanløse. Han læser ikke så meget skønlitteratur, men dog af og til en klassiker.

Til gengæld læser han en hel del bridgelitteratur, f.eks. Dansk Bridge Forbunds ”Dansk Bridge”. Desuden læser han ”Koøjet” fra Frem.Han ser meget lidt TV, men sker det, er der tale om enten nyheder, en god film, kvindehåndbold eller landsholdsfodbold.

Men ellers synes han, at TV er spild af tid.Radio hører han næsten aldrig, selvom han da har en tuner i det hi-fi anlæg, der står ovenpå hans tv-apparat.

Samfundssyn
Af emner, der senest har givet ham noget at tænke over, er udlændingepolitikken, som han mener, er for restriktiv. Han kender f.eks. en fyr, der ikke kan få sin russiske kæreste her til landet. Af og til overvejer han at skrive et læserbrev – f.eks. har han engang skrevet et læserbrev om en morsom revy, og han overvejer også at skrive noget om sin holdning til lokale forhold i Vanløse.

Netværk
Hans netværk omfatter venner, familie, bridge og sejlklubben. F.eks. har han været i Berlin med familien i 2005 – og de mødes fortsat og ser tyske film engang imellem, f.eks. har de set ”De andres liv” i biografen, og også en anden tysk film hjemme på dvd.

Næste gang bliver det måske et andet land, han og familien vil sætte sig mere ind i kulturelt efter en fælles tur dertil.

Værdier
Leifs værdier er: at møde sine venner, børnebørn samt bridge & sejlads.

Rengøring i hjemmet samt gode gamle venner, man for sjældent har kontakt med, irriterer ham lejlighedsvis.

Han er født på Frederiksberg i et borgerligt miljø. Leif gik i folkeskole på Duevej. Han har en storesøster og en lillebror. Han vil ikke betegne sit barndomshjem som hverken særlig kunstnerisk eller bogligt, men forældrene havde realeksamen, og der var bøger i hjemmet.

Faderen havde i 50 år en lædervareforretning i først Rødovre, så Husum. Faderen tegnede og spillede klaver. Sidstnævnte hobby har Leif også – der står et keyboard i Leifs stue, og han kan spille jazzklaver/boogie.

Fremtid
Leif drømmer om at sælge sin andelsbolig og flytte ind i en lejebolig på Østerbro i en forening, hvor han har været skrevet op i 20 år. Salget vil måske give ham 5-600.000 kr. og for dem vil han rejse ud i verden i de næste ti år.

Sidst nyt: Woodstock er solgt og Leif er bådløs i juni. Han og de to bådkammerater har investeret i en ny og større båd, Carrie, en Ballad, som de henter i Stockholm 1. juli og sejler hjem.

Ingen kommentarer: